Spændende & varieret arkitektur

I Danmark udvikler tidens trend på villabyggeriet sig konstant. Byggestil, materialevalg og behovet for gennemtænkte living spaces inden for nybyggeri bevæger sig altid i nye og spændende retninger. Arkitekturen står aldrig i stampe. Derfor har Randers Tegl taget temperaturen på de aktuelle arkitektoniske trends og tendenser, som både typehusproducenter og tegnstuer oplever.

I Trend 2016-serien giver arkitekter og typehusproducenterne deres bud på efterspurgt indretning, byggestil og materialevalg til den moderne kvalitetsvilla – både lige nu og i fremtiden. Målet er at inspirere og skabe dialog om det gode byggeri og tage temperaturen på villabyggeriet i Danmark. I seriens anden udgave interviewes indehaver og arkitekt Lars Bo Poulsen fra Nørkær + Poulsen Arkitekter MAA.

 

Hvad efterspørger jeres kunder i 2016?

Det er et ekstremt bredt spørgsmål til et endnu bredere emne. Men generelt er der stor efterspørgsel efter spændende, varieret arkitektur skabt med forskellige materialer – og kreative sammensætninger af dem. Det kan være glat puds imod en rå murstensvæg eller træmaterialer anvendt imod hårdt materiale, der giver en flot effekt. Vores kunders ønsker bevæger sig væk fra de meget sort/hvide byggerier og de grå vandskurede huse, og kunderne efterspørger i stedet anvendelsen af netop forskellige materialer, der skaber liv og kontraster både inden- og udendørs.

Mange af vores kunder har også tanken om energioptimering, som en del af deres ønsker til den arkitekttegnede villa. Det giver nogle interessante fokusområder, fordi energioptimering oftest bidrager positivt til den arkitektoniske formgivning. Fx kan kunden have købt en stor grund med udsigt til skov eller sø, hvor solindfald gennem vinduerne giver stor varmepåvirkning om vinteren, og hvordan skal det tackles rent arkitektonisk? De gældende energikrav bliver aktivt tænkt ind, og er ofte med til at bidrage til arkitekturen og formgivningen i spændende nye og positive retninger.

 

Hvilken byggestil er mest populær lige nu?

Vi oplever ikke en bestemt byggestil efterspurgt hos os i særlig høj grad. De fleste kunder kommer til os med ønske om tegnestuens arkitektur, som de måske har set ét eller flere steder i landet, og forventer samtidig et utroligt personligt produkt. Vi er altid begejstrede for, at tegne boliger til mennesker – boliger, der skaber trygge og gode rammer omkring dagligdagen, og generelt bidrager positivt til kundernes liv.

Arkitektur og materialevalg skal naturligvis passe sammen, og den perfekte bolig udgøres ikke af materialevalget alene. Også nøgleord som rummelighed, daglysforhold og ’de gode rum’, som er rare at være i, er vigtige. Den gode bolig er velovervejet både inde og ude. Derfor er de gode og behagelige uderum – og kontakten mellem ude og inde – essentiel.

Det rigtige og velvalgte materialevalg sætter prikken over i’et til de gode stemninger. Hér anvendes ofte vedligeholdelsesfrie materialer, i et modernistisk og enkelt stringent formsprog.

Eksteriør oplever vi ofte ønsker om mursten i varmere toner. Dette er også ofte mursten, som bidrager positivt til et spil i facaden, da murstenene varierer i farve og overflade, og de virker derfor ikke 100 % ens i facaden.

 

 

For få år tilbage var det meget koksgrå mursten og hvid vandskuring, som blev brugt og forespurgt. Men nu arbejdes der med både gullige, rødlige og brunlige mursten – men også de grålige nuancer.

Der kan være kundeønsker om fuldmuring, en rustik fristående væg eller rumskabende element i en flot mursten eller evt. en gennemgående murstensvæg i huset. Det visuelle udtryk vægter ofte højt, og fordi murstensvægge er flotte og giver gode stemninger, er dette et godt arkitektonisk virkemiddel. Man vil gerne kigge på de ”ærlige” materialer, så man kan se murstenen i sit rene udtryk.

Hertil er der er ikke mange kunder, der gider at male hus i fritiden – så tanken om minimalt vedligehold og et naturligt udtryk, gør at de rustikke murstensfacader populære.

 

 

Hvad er jeres anbefaling til nybyggere?

For det første provokerer vi vores kunder til at komme til os med mere end blot: ”Vi skal have et flot hus”. Et hus består af rigtig mange elementer, der samlet gør det til god arkitektur, og det er ikke blot baseret på om det ser ”flot ud”.

Helt grundlæggende skal man, inden man forelsker sig i en grund, finde ud af hvad man egentligt må bygge på grunden. En lokalplan kan fx diktere et bestemt farve- og materialevalg. Derfor skal man være sikker på, at man kan få sin drøm opfyldt, dér hvor man vil købe en byggegrund.

Herefter skal man gøre op med sig selv, hvad man ønsker sig af sit fremtidige hus: Ønsker til arkitekturen, krav og behov til husets rum og indretning, drømme og forventninger til stemninger og rumlige oplevelser, samt en formulering omkring et forventet og realistisk økonomisk budget.

 

 

 

Vi ”provokerer” kunderne til at komme op med alle nævneværdige ting, og ofte meget personlige punkter, så vi får de bedste forudsætninger for at skabe den bedste bolig.

Hvordan ligger det fremtidige hus bedst på grunden? Hvordan kommer du mest logisk til indgangen? Hvor er de bedste udearealer? Hvordan fungerer indretningen funktionelt bedst i en travl dagligdag? Hvordan skaber vi de sociale indretninger, der fx samler familien til forberedelsen af aftensmaden? Og mange andre vigtige designparametre skal nøje overvejes og vægtes i processen med at tegne et hus …

Vi skal bruge disse mange brikker til ”puslespillet, at skabe et hus”, og disse brikker giver os de bedste muligheder for at ramme den enkelte kundes drømmehus.

 

Hvordan ser den klassiske villa ud om 50 år?

Det er rigtig svært at spå om? Jeg tror, at der stadig vil være elementer af den byggestil eller form for arkitektur, som mange af vores huse har boende i sig nu. Heri er der grundelementer, der har eksisteret i snart 100 år. Siden 1920’ernes modernisme er der gradvist blevet ”bygget på” i det moderne og individuelle villabyggeri. I takt med, at producenterne er blevet bedre til både at producere eksisterende materialer, og samtidig udvikle nye komponenter og byggemetoder til byggeriet.

Denne udvikling giver stadig mere og flere fleksible muligheder for fx at arbejde og designe med store åbninger og vinduer, der inviterer naturen inden for i dagligstuen. Arkitektur handler banalt sagt om, hvordan det gode hus er at leve og være i. Vigtigheden i, at have den gode udsigt, opnå det bedste indfald af dagslys, og skabe de bedste, intime og mest optimale boligrum for familien.

 

Følg Nørkær+Poulsen Arkitekter på Facebook

Skab unikke uderum med belægning i tegl

Belægning i tegl er det naturlige, stilrene og holdbare valg til udendørs belægninger. Se TRUE COLOR – ny serie af belægningsklinker til stilfulde løsninger.

Læs mere

Hele Skandinaviens teglleverandør siden 1911

Randers Tegl-Gruppen er en familieejet koncern - etableret i 1911. Vores produktudvikling tager afsæt i mere end 100 års erfaring, faglig stolthed og glæden ved at skabe innovative projekter med tegl. 

Randers Tegl-Gruppen er i dag blandt Nordeuropas førende teglproducenter. Vi er leverandør til store dele af Skandinavien og Tyskland og producerer et bredt sortiment af kvalitetsprodukter inden for mursten, tagsten, belægning samt overliggere og bjælker.

Vi er stolte af at kunne tilbyde markedets bredeste udvalg af produkter i tegl fra teglværker i Tyskland og Danmark.

Læs mere om Randers Tegl A/S

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig og få info om nye projekter, produkter og andet godt fra Randers Tegl.

Randers Tegl A/S   ·   Mineralvej 4   ·   9220 Aalborg Ø   ·   CVR 20 40 02 34   ·   T: 98 12 28 44   ·   info@randerstegl.dk   |   © 2015  -  Randers Tegl A/S