Lægning af tegl og klinker

For at sikre en flot og holdbar belægning er det vigtigt, at forarbejdet er korrekt udført i forhold til den belastning arealet vil blive udsat for.

Underlaget skal være stabilt og jævnt - og det skal samtidig virke som dræn for regnvand. Hvis underlaget ikke leder vandet væk vil belægningen ofte være fugtig, og der kan opstå ujævnheder i form af sætninger og lunker/hulninger.

I de følgende afsnit er der tips og vejledninger til arbejdet med at lave belægninger og meget andet med havetegl og belægningsklinker.


Underlag for havetegl og belægningsklinker

Før udgravning afmærkes arealet med spyd og snore, der angiver den færdige belægnings overflade. Belægningens overflade bør ligge lidt over omgivende plæne eller bed.
For at få stabile kanter bør underlaget være ca. 25 cm bredere end den færdige belægning.

Jorden fjernes i en dybde, der er afpasset efter den samlede tykkelse på bærelaget, afretningslaget og belægningen - dog bør al muldjord fjernes ned til fast bund. Bunden komprimeres med tromle eller pladevibrator med let fald fra midten og ud mod siderne.

belægning til middeltung traffik
Til indkørsler og køreveje med middeltung trafik:
Anvend belægningsklinker.

Bærelag
Til bærelaget bruges ikke-lerholdig stabilgrus med grov kornstørrelse, da laget både skal bære belægningen og virke som dræn.
Laget skal have ensartet tykkelse og komprimeres fra kanten og ind mod midten med vibrator, så det er jævnt og 3-4 cm under belægningsstenenes underside.

Afretningslag
Afretningsgrus/sand med kornstørrelse 1-8 mm - fordeles jævnt i et lag på 3-5 cm og afrettes ved hjælp af et helt lige afretterbræt.
Afretterbrættet styres af afretningsskinner i form af kraftige rør eller brædder, der lægges helt plant på begge sider af arealet i den færdige højde ÷ belægningens tykkelse, men + ca. 1 cm til komprimering.

belægning til let traffik
Til terrasser og arealer med let trafik som f.eks. carporte indgangsareal:
Anvend belægningsklinker eller havetegl.

Fiberdug
Der kan eventuelt lægges fiberdug mellem bærelag og afretningslag eller under bærelaget for at stabilisere underlaget.

Fiberdugen må IKKE anbringes mellem afretningslag og belægning, da denne placering vil få belægningen til at ligge løst.
Placering af fiberdug mellem afretningslag og belægning forhinderer alligevel ikke vækst af ukrudt mellem belægningsstenene, da det oftest gror i fugernes sand.

Forbrug
Stabilgrus og afretningsgrus/sand svinder 15-20% ved komprimeringen. Husk at tage højde for dette ved bestilling.

belægning til havegange og stier
Til havegange og -stier:
Anvend havetegl eller belægningsklinker.

Lægning af havetegl og belægningsklinker

Før lægningen kontrolleres det komprime rede afretningslag en ekstra gang med afretterbrættet.

Lægning
Belægningsklinkerne og haveteglene lægges med 3-5 mm fuge i det valgte lægningsmønster, med fald på ca. 1 cm pr. meter.

Spænd snore ud for at holde højde og retning på belægningsstenene. Der må ikke anvendes hammer eller brolæggerjomfru på belægningsklinker og havetegl.

Fugesand fra Randers Tegl fejes i tørvejr ned i fugerne. Fej både diagonalt og vinkelret for bedst fyldning. Efter fyldning komprimeres belægningen med egnet pladevibrator med gummimåtte. Er fugerne ikke tilstrækkeligt fyldte, fejes der efter med fugesand.

Afslutningsvis fejes belægningen med blød kost, og overskydende fugesand fejes op. Gem det overskydende fugesand tørt til efterfyldning.

Regelmæssig overfejning af belægningen med fugesand anbefales – det holder fugerne intakte og minimerer ukrudtsdannelsen.

BEMÆRK: Det frarådes at benytte stenmel eller fugesand med udkrudtshæmmende tilslag – sand med høj ph-værdi kan give misfarvning/skjolder på teglbelægningen.

Kanter
Kanterne af belægningen sikres mod udskridning med faststampet jord. Kanterne kan også sikres med belægningsklinker eller havetegl stillet på højkant. Eller der kan placeres en skjult kant af trykimprægnerede brædder, som kun når halvt op på belægningsstenene.

Lægning af havetegl
Kanten af gangen er her sikret med havetegl på højkant og komprimeret afretningslag under jordoverfladen.

Skab unikke uderum med belægning i tegl

Belægning i tegl er det naturlige, stilrene og holdbare valg til udendørs belægninger. Se TRUE COLOR – ny serie af belægningsklinker til stilfulde løsninger.

Læs mere

Hele Skandinaviens teglleverandør siden 1911

Randers Tegl-Gruppen er en familieejet koncern - etableret i 1911. Vores produktudvikling tager afsæt i mere end 100 års erfaring, faglig stolthed og glæden ved at skabe innovative projekter med tegl. 

Randers Tegl-Gruppen er i dag blandt Nordeuropas førende teglproducenter. Vi er leverandør til store dele af Skandinavien og Tyskland og producerer et bredt sortiment af kvalitetsprodukter inden for mursten, tagsten, belægning samt overliggere og bjælker.

Vi er stolte af at kunne tilbyde markedets bredeste udvalg af produkter i tegl fra teglværker i Tyskland og Danmark.

Læs mere om Randers Tegl A/S

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig og få info om nye projekter, produkter og andet godt fra Randers Tegl.

Randers Tegl A/S   ·   Mineralvej 4   ·   9220 Aalborg Ø   ·   CVR 20 40 02 34   ·   T: 98 12 28 44   ·   info@randerstegl.dk   |   © 2015  -  Randers Tegl A/S