Valg af undertag

Hvad enten du skal vælge et tag med vingetegl eller falstagsten, så er brug af undertag påkrævet. Vær opmærksom på, at tegltage hører i den kategori af tagmaterialer med den officielle længste levetid på 50 år. Men uofficielt er der utallige eksempler på tegltage, der har ligget i 70-80 år, og også adskillige i mere end 100 år.
Fast undertag / banevarer
Undertaget skal beskytte et hus mod slagregn og fygesne, som kan trænge ind i sprækkerne mellem de enkelte tagsten. Der findes to hovedgrupper af undertage nemlig faste undertage og banevarer. Et fast undertag er prismæssigt generelt lidt dyrere og kan eksempelvis være lavet af brædder eller vandfast krydsfinerplader med f. eks. tagpap. Banevarer leveres typisk i ruller, og monteres frit spændende fra spær til spær. Tidligere har der været mange skader forårsaget af dårlige undertage, primært i kategorien af tynde undertage/banevarer. Uanset hvilket undertag man bestemmer sig for, så er det vigtigt at vælge et undertag med en levetid, der modsvarer den valgte tagsten (læs mere nedenfor)
Diffusionstætte/diffusionsåbne undertag:
Undertage kan opdeles i to kategorier diffusionstætte og diffusionsåbne.
Diffusionsåbent: Har egenskaber, der minder om et vind- og vandtæt åndbart stof. Det betyder, at når undertaget bliver vådt, blokerer det for, at vand kan trænge igennem. Når materialet er tørt, kan der trænge fugt gennem materialet. Dermed kan fugt i den bagvedliggende konstruktion trænge ud gennem materialet.
Et Diffusionsåbent undertag anvendes til uventilerede tagkonstruktioner.
Diffusionstætte: Tillader ikke fugt- og vand igennemtrængning, og derfor er ventilation på undersiden af undertaget påkrævet.
Randers Tegls anbefaling:
Randers Tegl sælger ikke undertag til tegltage, men vi interesseret i at vore kunder får et godt undertag, der sikrer den længst mulige levetid på tegltaget, og dermed størst mulig glæde og økonomi ved det valgte tag. Idet undertaget ligger nedenunder tegltagstenene, så er det uhensigtsmæssigt at vælge et undertag med en anslået levetid på 25 år, når tegltagstens levetid er væsentlig længere. Man risikerer altså, at undertaget, og dermed tagstenene, skal udskiftes på et tidspunkt, hvor der er mange års levetid tilbage i tagstenene. A/S Randers Tegl anbefaler derfor, at anvende nedenstående hjemmesider i forbindelse med valg af undertag.
Yderligere oplysninger / Godkendte undertage
På www.godetage.dk er der mere information om livstidsøkonomi ved valg af undertage.
På www.duko.dk (Dansk Undertagsklassificeringsordning) kan man indtaste oplysninger om: Tagdækning, taghældning, kompleksitet, tilgængelighed og klimapåvirkning - herefter kommer en oversigt over de forskellige typer af undertage, der opfylder kravene til de indtastede oplysninger.