Det koster et nyt tag

Af Jan Møller Pedersen

Når man går med drømme om at lægge et nyt tag, er der typisk ét spørgsmål, der overtrumfer alle andre: Hvad koster det?

En investering i et nyt tag er i de fleste husholdninger noget, der kan mærkes på budgetkontoen, men ligesom med bilkøb, huskøb, udskiftning af husets vinduer og lignende er der en række forudsætninger, der skal være på plads, før man kan svare fyldestgørende på spørgsmålet.

Først og fremmeste er der nogle basisparametre, der skal på plads:

Hvor stort er tagarealet?

  • Prisen på et tag udregnes i kvadratmeter, så jo større, tagfladen er, desto mere koster det.

Hvilken stand er undertaget i?

  • Undertaget, som taget lægges på, er en vigtig del af ligningen. Undertaget kaldes også for “husets regnfrakke”, og det fortæller lidt om dets betydning. Skal undertaget renoveres eller måske endda udskiftes, påvirker det prisen.

Hvilke materialer foretrækker du?

  • Du kan vælge forskellige typer tag, og prisen varierer. Det samme gør kvaliteten og æstetikken - det vender vi tilbage til.

Hvor og hvornår spiller ind på prisen for et nyt tag

Selvom Danmark er et lille land, er der på nogen måder langt fra øst til vest. Det gælder eksempelvis håndværkerpriser, der typisk er dyrere øst for Storebælt. På samme måde vil det også typisk være dyrere at hyre en håndværker i de større byer end på landet.

Desuden er det ikke ligegyldigt, hvornår tagprojektet finder sted. I højsæsonen træder de almindelige markedskræfter i spil, og med en stigende efterspørgsel stiger priserne også. Overvej derfor, om du kan booke en tagdækker i en periode, hvor der er god plads i hans kalender - det kan være med til at presse prisen nedad.

Hvem skal skifte mit tag

Forskellige tagtyper har forskellige priser

Der findes en del forskellige tegltyper, men de danske husejere vælger typisk én af disse fire: tagpap, fibercement, betontagsten og tegltagsten. I det følgende afsnit giver vi dig en beskrivelse af de forskellige tagtyper og en estimeret beregning af omkostningerne.

Tagpap

Tagpap er sammenlignet med andre materialer et billigt tag, der har fleksibiliteten til at blive tilpasset mange forskellige tage. I kreative arkitektoniske tagløsninger bliver der ofte anvendt tagpap, da det er et tag, der ikke kræver den store hældning for at kunne slippe af med vand.

Det er nemt at lappe et tag af tagpap, men det er også en tagtype, der kræver forholdsvis hyppige tjek – helst to gange om året. Det gælder ikke mindst, hvis taget har en lav hældning.

Et tag af tagpap holder i op mod 50 år, og det kræver en hældning på minimum 3 til 5 grader (jo større hældning desto længere levetid).

Pris: ca. 280 kr./m2. i indkøb.
Pris inklusive moms, montage, nedtagning, bortskaffelse, tagrender mv: fra 875 kr./m2

Fibercement

Tage af fibercement bliver ofte forbundet med giftrester, fordi gammeldags fibercementtage ofte indeholdt asbest, hvilket er forbudt i dag, hvor fibercementtage fremstilles af fibercement og findes i mange forskellige farver og former.

Tage i fibercement kommer både i bølgeplader og skifer – fibercementskifer er et billigere alternativ til naturskifer, men har ikke samme holdbarhed eller naturlige udseende.

Fibercementtage skal tjekkes for utætheder en gang om året, og når overfladen er nedbrudt og begynder at skalle, skal taget udskiftes.

Et fibercementtag har en levetid på 35-40 år og kræver en hældning på minimum 14 grader, hvis der er tale om bølgeplader, og 18 graders hældning, hvis materialet er skifre.

NB: Det er vigtigt at huske, at hvis man skal skifte et gammelt fibercementtag, skal man være yderst forsigtig, så man ikke udsætter sine luftveje for asbest-risiko.

Pris: Bølgeplader B6 188 kr./m2. Diagonalskifre 205 kr./m2. i indkøb.
Pris inklusive moms, montage, nedtagning, bortskaffelse, tagrender mv: fra 750 kr./m2 (bølgeplader) og 1.625 kr./m2 (flade skifre).

Betontagsten

Tagsten af beton består af beton tilsat en farve og en acrylbelægning, der skal beskytte betonmaterialet. Betontagsten ligner tegl, men de er tungere, og de har en mere sårbar overflade.

Stenene bliver lettere angrebet af mos og begroninger og kræver derfor, at man renser dem med håndkraft – højtryksspuling kan ødelægge overfladen. Et tag af beton gror let til, og man skal tjekke efter, at stenene ikke bliver presset ud af plads af begroningerne og bliver utætte ved samlingerne.

Et betontag har en levetid på op mod 50 år, og stenene kræver en hældning på minimum 20 grader.

Pris: ca. 80 kr./m2. i indkøb.
Pris inklusive moms, montage, nedtagning, bortskaffelse, tagrender mv: fra 750 kr./m2

Tegltagsten

Tagsten i tegl er fremstillet af ler, der brændes ved over 1000 ºC. Tegl fås i mange farvevarianter og typer, og materialet er kendetegnet ved en ekstrem modstandsdygtighed mod vind og vejr.

Farven er – i modsætning til betontagsten – ikke tilsat eller malet, men opstår i brændingsprocessen, hvor lertypen bestemmer stenens endelige farve. Denne farve er 100% bestandig og falmer ikke.

Tegltagsten fås i natur eller med en overfladebehandling, som kan være enten engobering eller glasering – afhængig af hvilket æstetisk udtryk, man ønsker. Tegltagstenens overflade er stærk og smudsafvisende, hvilket forhindrer alge- og mosbelægninger og sikrer, at taget patinerer smukt gennem årene. Er taget lagt korrekt – og er undertaget godt – er det stort set vedligeholdelsesfrit i hele levetiden.

Et tegltag har en levetid på mellem 60 og 100 år og kræver en hældning på mindst 20 grader.

Pris: røde vingetegl ca. 175 kr./m2. Glaserede tegl ca. 235 kr./ m2. i indkøb.
Pris inklusive moms, montage, nedtagning, bortskaffelse, tagrender mv: fra 875 kr./m2

Et tagbudget vil typisk indeholde følgende punkter

Udgifter til materialer (tag, undertag, tagrender)

Samlet udgift til håndværkere (opmåling, nedtagning af det gamle tag, bortskaffelse, opsætning af nyt tag, kørselsomkostninger m.v.)

Pris på forsikringen

Samlet pris på lånet

Dit rådighedsbeløb efter optagelse af lån til tag

Få et tagtjek af den af vores eksperter - det koster ikke noget

Mere fra bloggen

Beslutningen om at skulle have nyt tag er en af de større - blandt andet fordi den slags projekter sjældent er billige, og fordi der skal træffes en lang række valg.

Familien Vestergaard overtog deres nye hjem i Aalborg i starten af 2016. Efter et tagtjek stod det klart, at der skulle et nyt tag til. Selvom familien aldrig var i tvivl om, at deres nye tag skulle være af tegl, tog det dem tre år, før de kom i gang med projektet.

I 2017 købte Jette Moberg et håndværkertilbud. Hun har siden gennemrenoveret den fine gamle patriciervilla og skiftet det slidte røde tegltag ud med nyklassikeren RT 822 i en silkemat antracitgrå farve, som både pryder huset om omgivelserne.

Undertaget er den konstruktion, der ligger under din tagbeklædning, og det skal sikre, at dit tag er tæt. Derfor er det afgørende, at dit undertag er i topform, så dit hus bliver beskyttet.