Underlag, legging, mønstre m.m
Før udgravning afmærkes arealet med spyd og snore, der angiver den færdige belægnings overflade.
Belægningens overflade bør ligge lidt over omgivende plæne eller bed.
For at få stabile kanter bør underlaget være ca. 25 cm bredere end den færdige belægning.
Jorden fjernes i en dybde, der er afpasset efter den samlede tykkelse på bærelaget, afretningslaget og belægningen - dog bør al muldjord fjernes ned til fast bund. Bunden komprimeres med tromle eller pladevibrator med let fald fra midten og ud mod siderne.
Bærelag
Til bærelaget bruges ikke-lerholdig stabilgrus med grov kornstørrelse, da laget både skal bære belægningen og virke som dræn.
Laget skal have ensartet tykkelse og komprimeres fra kanten og ind mod midten med vibrator, så det er jævnt og 3-4 cm under belægningsstenenes underside.
Afretningslag
Afretningsgrus/sand med kornstørrelse 1-8 mm - fordeles jævnt i et lag på 3-5 cm og afrettes ved hjælp af et helt lige afretterbræt.
Afretterbrættet styres af afretningsskinner i form af kraftige rør eller brædder, der lægges helt plant på begge sider af arealet i den færdige højde ÷ belægningens tykkelse, men + ca. 1 cm til komprimering.
Fiberdug
Der kan eventuelt lægges fiberdug mellem bærelag og afretningslag eller under bærelaget for at stabilisere underlaget.
Fiberdugen må IKKE anbringes mellem afretningslag og belægning, da denne
placering vil få belægningen til at ligge løst.
Placering af fiberdug mellem afretningslag og belægning forhinderer alligevel ikke vækst af ukrudt mellem belægningsstenene, da det oftest gror i fugernes sand.